Spiseforstyrrelse del 3 – sygdomsinsigt og modvillig behandling

Sommeren 2015 gik jeg modvilligt i behandling, min spiseforstyrrelse var på det højeste og jeg selv på det laveste.

Mine tanker om at gå i behandling, var bare at jeg kunne gøre det, fordi jeg kunne mærke presset fra dem omkring mig og at jeg kunne gøre de for at gøre dem glad og så kunne jeg jo altid stoppe og sige det ikke hjalp mig (det siger bare noget om hvor syg jeg var og hvor meget den sygdom kan påvirke),  og derfor gik jeg til min egen læge og blev henvist til Stolpegården.

 Jeg havde ikke nogle sygdomsindsigt, jeg snakkede endelig bare folk efter munden.

Jeg kunne slet ikke se at med mine 36 kg på kroppen og min forvirret, spiseforstyrret hjerne, at det var pisse farligt og at det ikke kunne forsætte som her.

Det var jo bare normalt for mig og “min eneste ven” (det er det jeg kalder min spiseforstyrrelse). Det var jo bare sådan jeg var, og sådan jeg havde levet mit liv i alt for lang tid.

Nå ja men jeg gik ude på Stolpegården, fra August 2015 til december 2015, men det hjalp mig ikke jeg havde ikke høj nok vægt til at jeg kunne komme i en af deres grupper der ude, så jeg gik til nogen individuelle samtaler med en psykolog og diætist der ude, men det hjalp ikke, jeg var ikke med, mentalt for at skulle blive raske, og ville det jo ikke inderst ind ikke.

Det svært at hjælpe en der ikke vil hjælpes.

Forsættelse følger!